Fremtidens journalistik er folkefinansieret

Hos DR koster det tvunget gebyr. På eb.dk betaler du med viden om dine vaner – og en ekstra mønt for den Ekstra forløsning.

Går du ind på politiken.dk er du ikke længere kun avislæser, men en forbruger, der ved hjælp af overvågning af din adfærd skal lokkes til at købe mere end bare artikler.

Men hvilket mediebillede får vi, hvis læsernes penge er den primære indtægtskilde for et medie eller enkelte journalister?

Meget tyder på, at modtagerne faktisk er villige til at punge ud for kvalitetsindhold.

Magasinet Zetland har netop sat ny dansk rekord for folkefinansieret journalistik ved at indsamle over 170.000 kroner på to dage.

De gør dermed flere medier i udlandet kunsten efter ved at få læserne til at betale for journalistikken og give dem indflydelse til gengæld.

Med den model vil vi i stigende grad blive præsenteret for et nicheprodukt, vi selv har plukket fra hylder, der i forvejen bugner af kulørte tilbud.

Vi får en mere personlig menu af journalistik og bliver i mange tilfælde samtidig fri for irriterende bannerreklamer.

Men samtidig står vi med en ny problematik: Som medier risikerer vi at fodre folket med det, de i forvejen elsker at spise – i tilfældet eb.dk “røde pølser”, som daværende Ekstra Bladet-journalist Heine Jørgensen så smukt formulerer det i dokumentarfilmen ‘Uden for citat’.

Vagthund eller puddel

Til et møde med ledelsen protesterer han mod en forretningsmodel, der hviler på nicheindhold om kendisser og store bryster, som læserne køber særlig adgang til. Frem for at satse på at tjene på formiddagsavisens traditionelle rolle som vagthund over magthaverne.

Medierne er på vej til at hoppe på en bølge, ingen ved, hvorhen bringer dem. Den kan ende i en virkeligheden med mindre almen dannelse og overraskende oplysning.

Eller den kan føre til et sted, hvor vi det rent faktisk er journalistikken, man betaler for, og læsernes penge, der finansierer gildet.

Jeg tror mest på det sidste, men jeg er også jubeloptimist.

Abonnenter overgår annoncer

For nylig kom det frem, at kilden til indtjening har skiftet karakter blandt hele verdens aviser, og at de nu tjener flere penge på abonnementer, end de gør på annoncer.

Penge er magt, og det tegner godt for indholdet, at balancen nu er skubbet fra annoncører til læsere.

Crowdfunding er en anden grund til, at indholdet hos mindre medier bliver bedre. Nu kan selv en lille redaktion skabe en succes ved at appellere til en bestemt målgruppe, mens enkelte journalister kan samle penge ind til undersøgende projekter og løbende finansiering helt uden om det etablerede system af portvagter – i form af redaktører og annoncører.

Her taler vi om platforme som Beacon og Byline, hvor journalisterne sælger deres historier til læserne på egen hånd.

I mange tilfælde med stor succes.

Hos Beacon finansierer læserne mange forskellige enkelte journalisters arbejde med minimum fem dollar om måneden, og hos det nystartede medie Byline er det for eksempel allerede lykkes at samle over 6.600 pund til en journalistsprojekt om trafficking og prostitution.

Crowdfunding af journalistik er på vej frem, og hvad betyder det så for indholdet?

Frokost med journalisten

Hos Beacon er det især journalister, der skriver om emner som klimaforandringer og netneutralitet, der taler til læsernes kreditkort, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at der må være nogle interesseorganisationer og NGO’er bag de penge, der ryger i journalisternes lommer.

Måske vil den direkte økonomiske forbindelse mellem læser og journalist påvirke den måde, man behandler emnerne på. Især når man i flere tilfælde får mulighed for at tilkøbe en privat frokost med journalisten.

Derved får vi skabt et uigennemskueligt støttesystem, der vil nærmest kan sammenlignes med det, vi kender fra det politiske landskab.

Den frie uafhængige journalistik risikerer at gå fløjten, når læserne dikterer, hvad der skal sættes fokus på, og når dem med flest penge har bedst mulighed for at købe sig til journalisternes opmærksomhed.

Men jeg kan også være i gang med at male fanden på en i forvejen skændet væg. Det mener i hvert fald Adrian Sanders, der er medstifter af Beacon, og som kalder alternativet – at finansiere festen med reklamer – for en “kæmpemæssig fejl”.

“Det åbne, frie internet lovede os et hav af forskellige perspektiver og tanker,” har han sagt til Vice.

“Men på grund af en mangel på økonomiske modeller ser vi i stedet en konsolidering af tanker, der kredser om status quo og en udbredelse af det bredeste net. Så i stedet for dybdegående og indsigtsfuld journalistik får du i stedet spin, sammenlægning og kattevideoer.”

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Uafhængighed er en utopi

Vi har ikke fået et bredere og rigere udbud af historier med gratis adgang til et hav af netmedier. Vi har fået medløbere og kopister, og vi har i den grad brug for, at læserne tager medierne i hånden og kræver grundighed mod betaling.

Jeg husker også mig selv på, at uafhængige journalister på en måde altid har været en utopi. Der har altid været luderture i rejsebranchen, billetter til kulturjournalister og dyre frokoster til finansjournalister.

Der har været indhold, dikteret af annoncer og fravalg af emner på grund af hensyn til interesser.

Men der har aldrig eksisteret folkefinansieret journalistik i samme grad, som nu. Det giver os bedre indhold, fordi læserne vil købe fra dem, der gør sig mest umage med måltidet.

Vi må bare ikke glemme at servere en varieret kost.

Artiklen er skrevet af Anders Haubart Madsen og først udgivet på Limboland.dk.

Topbilledet er redigeret og krediteres Flickr/Steve Jurvetson under Creative Commons-licensen.